STOCKHOLM BLOODBATH: Sjusket, semiparodisk filmatisering af sand fortælling

Af Alexander Bendtsen

På papiret lyder det aldeles episk med et skandinavisk historisk krigsdrama om et mørkt kapitel af Kalmarunionens æra spækket med dygtige skuespillere. Med Mikael Håfströms nye film er dette dog ikke tilfældet, da værket i praksis er løst sammenkastet uden substans og meget i tvivl om hvilken tone der skal etableres.

Stockholm Bloodbath skildrer danske Kong Christian 2.s (Claes Bang) kamp for også at indtage den svenske trone og de uhyrligheder, der hørte med. For det meste er det ikke generende, at skaberne vælger at fortælle den ellers nordiske fortælling på engelsk. Undtagelsen er enkelte scener, hvor skandinaviske indehavere af mindre roller bliver meget stive i deres leveringer af de engelske replikker. Det er heller ikke et problem i sig selv, at skaberne på kæk vis gør klart fra start, at de ikke bekymrer sig om historisk nøjagtighed.

Skærmen fryser i første scene, da en dansk soldat rammes i struben af en pil. I dette frosne billede smækkes store farverige bogstaver op på skærmen, der i meget metatung stil giver os den uformelle besked; A LOT OF THIS ACTUALLY HAPPENED.

Beskedens afslappede ordvalg og skæve præsentation giver et udmærket praj om, at det her nok ikke bliver en super nøjagtig filmatisering af begivenhederne, og at de gerne vil lave en del sjov undervejs. Som filmen skrider frem, og man bliver bekendt med hovedpersonerne, de to søstre Anne (Sophie Cookson) og Freja (Alba August) Eriksson, bliver det dog klart, at skaberne også vil formidle en dramatisk og intens hævnfortælling.

I stedet for at de modstridende toner lykkes med at supplere hinanden, kommer de dog til at spænde ben for hinanden.

Dramaet er sjusket og tørt sat sammen. De strategiske kampe mellem svenskerne og danskerne, såvel som de politiske intriger på kryds og tværs udpensles ikke på nogen grundig eller interessant måde. Filmens karakterer har derfor tæt på ingen kompleksitet. Det mærkes især på de bærende skurke, Christian 2. og hans mest betroede mænd Didrik (Mikkel Boe Følsgaard) og Gustave (Jakob Oftebro). I stedet for at være interessant skildrede figurer er skurkene nemlig bare stereotypiske, endimensionelle, morderiske galninge. De virker ovenikøbet som unødvendigt fjollede karakterer i filmens forsøg på humoristiske indslag, der sjældent lander.

Bang, Følsgaard og Oftebro har dog deres momenter, hvor de trods råmaterialet formår at demonstrere det kæmpe skuespilstalent, som de alle tre besidder. Blandt andet er Oftebro dygtig til at lægge så meget had i sine replikker, at hans skildring af en hævngerrig psykopat bliver meget overbevisende.

Hvad der også er overbevisende, er filmens imponerende kostumearbejde og helt udmærkede kulisser. Til gengæld er den simple kameraføring, den kedelige belysning og det forglemmelige lydbillede hverken æstetisk spændende eller kunstnerisk raffineret. Og klipningen er til tider så hurtig, hektisk og rodet, at det skader flere scener gevaldigt.

Rent stilistisk afviger skaberne til gengæld ikke fra at vise de grusomheder, der hørte til den slags konflikt, som filmen portrætterer. Kompromisløst skaber de meget grafisk ultravold og action. Disse store stilistiske armbevægelser gør det betydeligt nemmere at investere sig i Erikssons-søstrenes jagt efter hævn for skurkenes drab på deres familie. Dette er også hjulpet på vej af overbevisende hævntørst i Sophie Cooksons skuespil især.

Men selvom opbygning til og udpensling af hovedpersonernes vendetta helt klart har sine øjeblikke, så er der også dramaturgiske problemer at finde her. Fortællingens tempo er ujævnt, og undervejs træffer de bærende karakterer beslutninger, der simpelthen ikke giver mening … Og den plattede humor, der forceres ind, er stadig mere distraherende end noget andet. Enten skulle man helt have droppet den del, eller gået all in på en parodi Monty Python-style og skrevet nogle bedre jokes i stedet for det her uskarpe halvsatiriske rod.

Trods visse kvaliteter her og der er Stockholm Bloodbath et aldeles fladt stykke dramaturgi, der heller aldrig løser sin egen stemningsmæssige identitetskrise.

Kommentarer